Blogs

Hvorfor hedder det danse-bevægelses-terapi?

– om dans, bevægelse og terapi som fagligt valg
Af Mette Ørbæk, februar 2026

 

Hvorfor har vores fag et så langt navn? Hvorfor både dans og bevægelse? Og hvorfor insistere på ordet terapi, når det, der sker, ofte opleves som levende, sanseligt og dybt menneskeligt?

Navnet danse- og bevægelsesterapi er ikke tilfældigt. Det rummer fagets historie, værdier og et grundlæggende menneskesyn. Det peger både bagud mod fagets ophav og fremad mod en nutidig praksis, hvor krop, psyke og relation forstås som uløseligt forbundne.

Dans – når bevægelse bliver meningsfuld

I danse- og bevægelsesterapi forstås dans ikke som trin, koreografi eller præstation. Dans betegner her den meningsfulde bevægelse – bevægelse, der udspringer indefra og formes i relation til omgivelserne og andre mennesker.
Dans rummer rytme, timing, gentagelse, variation, intensitet og stilhed. Den kan være ekspressiv og tydelig eller næsten usynlig: et åndedrag, en vægtforskydning, et blik. Når bevægelse får betydning for den, der bevæger sig – og for relationen – bliver den til dans.

 

Bevægelse – det mest grundlæggende menneskelige sprog

Bevægelse kommer før ord. Før vi kan tale, bevæger vi os. Før vi kan reflektere, sanser og responderer kroppen.
Bevægelse er vores første kommunikationsform og forbliver et bærende lag gennem hele livet. I bevægelsen lagres erfaringer, relationelle mønstre, affektregulering og traumer – ofte uden for sprogets rækkevidde.

Når vi taler om bevægelse i danse- og bevægelsesterapi, peger vi på:

• kropslige vaner og mønstre
• spænding, flow og modstand
• nonverbal kommunikation og affektiv afstemning
• relationel tilstedeværelse

Bevægelse er ikke noget, vi blot gør. Det er noget, vi er i.

 

Terapi – faglig ramme og ansvar

Ordet terapi markerer, at arbejdet foregår i en professionel og etisk forankret ramme. Det betyder, at bevægelse og dans anvendes med et klart sundheds- og udviklingsformål, baseret på faglig teori, metode og klinisk ansvar.

I danse- og bevægelsesterapi bruges bevægelse ikke for bevægelsens skyld, men som en vej til øget kropslig bevidsthed, følelsesmæssig regulering, relationel kontakt og integration af erfaringer.

Terapi handler her ikke om at korrigere eller reparere, men om at støtte menneskets iboende bevægelse mod helhed og sammenhæng.

 

Det historiske ophav

Anvendelsen af ordet dans i danse- og bevægelsesterapi kan kun forstås i lyset af fagets historiske ophav. Danseterapi opstod i USA i midten af det 20. århundrede i krydsfeltet mellem moderne dans, psykologi og psykiatri. Her er enkelte nedslag.

I 1940’erne begyndte den amerikanske moderne danser Marian Chace (1896–1970) at arbejde med psykiatriske patienter på St. Elizabeths Hospital i Washington D.C. Hun viste hvordan rytmisk bevægelse, kropslig spejling og fælles dans kunne skabe kontakt og kommunikation hos mennesker, som havde begrænset adgang til verbalt sprog. Hendes arbejde lagde grunden til centrale begreber som mirroring, rhythmic group activity og bevægelse som relationel kommunikation.

I 1950’erne arbejdede danseren Trudi Schoop (1903–1999) med mennesker diagnosticeret med skizofreni. Med afsæt i improvisation, leg og kropslig bevidsthed beskrev hun, hvordan dans kunne styrke oplevelsen af identitet og kropslig sammenhæng.

Samtidig udviklede Mary Whitehouse (1911–1979) sin tilgang Movement in Depth, senere kendt som Authentic Movement. Inspireret af Carl Jungs analytiske psykologi arbejdede hun med bevægelse som et direkte udtryk for det ubevidste, hvor dansen opstod indefra og blev vidnet i relation.

I 1966 blev American Dance Therapy Association (ADTA) grundlagt, og betegnelsen Dance Therapy blev formelt etableret. Valget af ordet dance var bevidst og markerede, at bevægelse i denne sammenhæng forstås som meningsbærende, kreativ og relationel – ikke som fysisk træning eller funktionel øvelse.

 

 

Europæisk udvikling –

fra dance therapy til dance movement therapy

I Europa begyndte feltet at spredes i 1960’erne og 1970’erne. I denne fase blev praksissen tilpasset europæiske teoretiske og kulturelle traditioner, især i Storbritannien og Frankrig.

I England blev begrebet dance movement psychotherapy udviklet gennem praksis, der både inddrog Laban-bevægelseteori og psykologiske metoder i sundheds- og uddannelsessektoren, bl.a. med fokus på diagnostik og terapeutisk udvikling gennem bevægelse. Samtidig blev der i Frankrig arbejdet med udtryk og bevægelse inspireret af både europæiske udtryksformer og terapeutiske forestillinger om kroppens rolle i psykisk liv.

I denne proces valgte man bevidst at udvide betegnelsen fra dance therapy til dance movement therapy (på dansk: danse- og bevægelsesterapi). Det åbnede for:

• et bredere bevægelsesbegreb end kunstnerisk dans alene
• integration af europæiske bevægelses- og kropspsykoterapier
• fokus på både ekspressive, relationelle og udviklingspsykologiske processer

Den europæiske organisation EADMT (European Association Dance Movement Therapy ) blev etableret i slutningen af det 20. århundrede og markerede en fælles ramme for faglig udvikling i Europa, og afspejler netop denne dobbelte tilgang: dance som æstetisk og relationsskabende bevægelse og movement som et bredere, psykologisk perspektiv.

 

 

 

Dans og bevægelsesterapi i Norden

I Norden har Sverige den længste historie med danse- og bevægelsesterapi og den første uddannelse, efterfulgt af Finland. I dag findes der formelle uddannelser i både Finland og Danmark, mens Norge tilbyder et beslægtet program i dans og bevægelse som helsefremmende metode.

I Danmark blev de første danse- og bevægelsesterapeuter uddannet i udlandet, men siden 2008 har der været uddannelsesmulighed i København. I dag er der 21 professionelle danse- og bevægelsesterapeuter i Danmark (Dance Movement Therapy Association, Denmark).
Uddannelsen udbydes i dag af Institute for Dance Movement Therapy. Første hold afsluttede i juni 2023, næste certificeres i juni 2026, og et nyt hold forventes at starte i oktober 2026.

 

 

 

Hvorfor navnet stadig giver mening

Når vi i dag fortsat bruger ordet dans i danse- og bevægelsesterapi, er det ikke af tradition alene – men som et fagligt og værdimæssigt valg.

Dansen minder os om, at faget er født ud af praksis og relation – ikke teori alene. At kroppen ikke blot er et redskab i terapien, men stedet, hvor erfaringer leves, lagres og transformeres.

I en tid præget af højt tempo, kognitiv belastning og adskillelse mellem krop og sind insisterer danse- og bevægelsesterapi på noget grundlæggende:

• At forandring ikke kun sker gennem indsigt, men gennem oplevelse.
• At heling ofte begynder, når kroppen bliver lyttet til.

Navnet danse- og bevægelsesterapi bærer denne arv videre. Det peger bagud mod fagets rødder i dansen og fremad mod en nutidig praksis, hvor krop, psyke og relation forstås som en helhed.

 

 

 

 

Links:

Institute of Dance Movement Therapy, DK

Dance Movement Therapy Association, DK

EADMT: European Dance Movement Therapy

ADTA: American Dance Therapy Association